Mød Super1Rents direktør Jesper Friis Blak

Er du fra Aarhus-området, har du måske i forbifarten set Super1Rents administrerende direktør, Jesper Friis Blak, svæve højt oppe over byens travle trafik? I gang med at pudse vinduer på et af byens højhuse. Mød ham her i en pause fra hans travle job. Han er faktisk helt nede på jorden.

Jesper Blak er ikke sådan en man bare lige stopper i forbifarten, for han er i fuld gang hver eneste dag. Så at få Jesper til at sidde stille til et firmaportræt er ikke hverdag for ham. Men han er ligeså venlig og imødekommende, som han er afslappet, selv om han fra sin stol kan se ud på en af de mange arbejdspladser, hvor han har ansvaret for byggeplads-oprydningen. Han har stadig næsten ligeså meget energi, som da han var knægt. Lige fra arbejdsdagen begynder kl. 4.30-5.00 om morgenen til han er landet i hjemmet i Hadsten igen – ofte først ved 20-tiden om aftenen.


Fra skoletræt til slagtersvend

Jesper er født og opvokset i Hadsten som den yngste af en søskendeflok på fire, bl.a.  et tvillingepar. For dem, der kender ham godt, kommer det nok ikke bag på dem, at skolen ikke rigtig sagde ham noget. Han havde simpelthen for meget krudt bagi. Heldigvis sørgede Jespers otte år ældre storebror for, at han kom i mesterlære hos den ”hamrende dygtige” slagtermester i Favør i Hadsten. ”Han lærte mig simpelthen alt”, fortæller Jesper med respekt i stemmen, og afslører at han var ”lidt bange” for den respekterede slagter. Man kan næppe forestille sig, hvor frygtindgydende en granvoksen slagtermester har virket på den kun 13-årige knægt, men lidt frygt og gensidig respekt er vigtige værdier, som Jesper har taget med sig i sin videre karriere. Han var allerede færdigudlært slagter som 17-årig. Derefter var Jesper tre et halvt år som slagter i Kvickly i Hadsten og halvandet år i Super Brugsen på Strøget i Aarhus. Og han elskede sit job som slagter, tag ikke fejl af det. Jesper fortæller entusiastisk, at han stadig har håndelaget, og faktisk er den derhjemme, der står for aftensmaden hver dag. Jesper og hans kone Tina, som også er mor til deres tre fælles børn, har kendt hinanden siden de begge var teenagere. Så han vidste godt, at han ikke giftede sig med en traditionel kvinde, der ville tilbringe tid ved kødgryderne. Så det gør han med glæde og holder dermed sit oprindelige håndværk lidt ved lige. ”Men jeg kan godt savne det særligt omkring juletid, hvor der er den specielle stemning”, siger Jesper, der dog alligevel godt ved, at det i dag ville være umuligt for ham at stilles bag køledisken. Han skal op i højderne!


Action man og ansvarlig chef

Når vi siger, at direktøren skal op i højderne, så mener vi op i højderne. Hvis du vil hænge ud med Jesper Blak i arbejdstiden, er det afgjort en ulempe, hvis du lider af højdeskræk. Jesper hænger helst i bedste Spidermanstil uden på bygninger og rappellerer ned, når han udfører sit arbejde. For at forklare dette Action man-fænomen, er vi nødt til at fortælle lidt om Jespers udgangspunkt for at starte sit eget firma. Det var nemlig vinduesvask. Lukkeloven, butikstiderne og det at stå i slagterbutik var ikke helt foreneligt med at være nybagt far til en lille dreng. Jesper og hans kone havde lige købt hus. Han arbejdede på fuld tid som akkord-vinduespudser, og havde også været inspektør i et rengøringsfirma tidligere, da han besluttede at begynde for sig selv. Men han havde ikke en krone på lommen, og ingen pengeinstitutter troede på den unge mands projekt. Så hvad gør man så? Man arbejder dag og nat og sparer op. Det gjorde Jesper i et halvt år. ”Det er hårdt, og det holder du heller ikke til i lang tid,” fortæller han. Efter 3 måneder kom der en medarbejder til, og så gik det ellers slag i slag. I begyndelsen havde han sit varelager med rengøringsartikler i skuret hjemme på villavejen. De vaskede også klude og mopper hjemme. Efterhånden kom der flere medarbejdere og ”flere firmabiler, som heller ikke kunne ikke stå og fylde på villavejen”, smiler Jesper beskedent. Så Jesper lejede et lokale i Hadsten og omkring 2002 flyttede firmaet ind i det nuværende firmadomicil. I 2018 fejrer han 20 års jubilæum med sit eget firma. Og nu skal vi løfte os lidt op i højderne igen. For det er direktøren, som står for vinduespudsningen og håndtering af liftarbejdet og gondolerne, der hænger udenpå på de høje bygninger, som fx Prismet. Her kommer Jesper og hans mandskab op i 68 meters højde, det svarer til 17 etager. Liften kan godt komme i brug helt op i 88 meters højde, men der er altid godt styr på vejforholdene og blæsten. Det er direktøren, der tager de nye medarbejdere med op for at oplære nye og for at se, hvordan de reagerer, når de kommer op i højden. Direkte adspurgt fortæller Jesper, at han har set store mænd blive noget overraskede, sætte sig ned i kurven, hvor de holder fast i kanten og venter på at blive kørt ned til jorden igen. Men Jesper generer det ikke, tværtimod. Han elsker det! Vinduesvask og Byggepladsservice er de to hovedserviceområder, som Jesper stadig tager sig af.

 

”Vi leverer det, vi lover, og vi servicerer kunden på bedst mulige vis, også nogle gange ud over rengøring. Vi er vicevært-agtige. Uanset om det er Fru Jensen eller et stort firma, der leverer 90.000 m2, så er servicen altid i orden.” Adm. Direktør Jesper Blak


Loyalitet og læring

I dag kan Jesper Blak godt grine af sin naivitet over at tro, at arbejdsdagen kunne forkortes i forhold til slagterfaget. Med selvstændig virksomhed, med 27 ansatte og 7 underleverandører af yderligere arbejdskraft, har der været alt for få timer til rådighed i døgnet og arbejde til alle ugens 7 dage. Du får ingen klager fra direktøren over det, selvom han de første 10 år ikke holdt ferie med familien, der efterhånden voksede til fem. Set i bakspejlet var det med arbejdstiderne ikke det, der var afgørende for valget. Det var friheden og trangen til at bestemme selv. Men hvis man ikke har gode medarbejdere hele vejen igennem, kan man ikke komme dertil. Det siger direktøren ligeud. Loyalitet er karakteristisk for samarbejdet internt i virksomheden, hvor administrationen kender firmaet indgående. Regionschef Susanne Sørensen Gjerding har fx været i firmaet i mere end 15 år og er direktør Jesper Blaks højre hånd. Susanne arbejdede som rengøringsassistent for Jesper, da hun var studerende, og efter endt jurastudium vendte hun tilbage. Susanne og Lone i administrationen står for oplæring af medarbejderne inden for rengøringsopgaverne, mens Jesper som nævnt står for de store specialopgaver. Og de forskellige opgaver er lidt kønsopdelte, erkender Jesper.


Rollemodel og gensidig respekt

Det er svært at forstå, hvordan Jesper efter arbejde overhovedet får energi til at træne Cross Fit fem gange om ugen og cardio to gange, men det er simpelthen for at stresse af. Der er ingen tvivl om, at medarbejderens velbefindende ligger både direktøren og den øvrige del af ledelsen på sinde. Jesper giver altid hånd til sine medarbejdere, når han møder dem. Og fordi han selv ikke var særlig glad for at gå i skole, kan han selv identificere sig med de knægte, der kommer og søger arbejde for at tjene penge og måske er lidt fremme i skoene. ”Jeg kan sommetider se mig selv i de nye medarbejdere”, fortæller Jesper, der prøver at støtte dem, udvise ro og give dem en god oplæring. ”De skal vide, de repræsenterer firmaet, så de skal være barberede og have renvasket arbejdstøj på. Ellers bliver de sendt hjem igen. Medarbejderne skal have det godt, men de skal også udvise en vis standard, når de møder kunden. Respekten skal være der og den er gensidig”, afslutter Jesper. Inden han går ud på taget for at se til sine medarbejdere og være med til byggepladsoprydningen på en af byens nye hotelbyggepladser, fortæller han, at der er et personalearrangement den kommende weekend. Det glæder han sig meget til. ”Arbejde er arbejde, og privat er privat”, har han godt nok sagt under samtalen, men der skal også være plads til at være sociale sammen på arbejdspladsen, især når man værdsætter sine medarbejdere.